For
at lære noget nyt skal man igennem en række
faser. Først skal man introduceres til det nye
stof. Deltagerne skal altså arbejde med at acceptere,
at de har behov for at lære noget nyt, som vil ændre
på den viden, de har i forvejen. Introduktionsfasen,
som skal medføre deltagernes accept af at lære
noget nyt, indeholder oftest en stor grad af dialog
mellem underviser og deltagere. I denne fase er der
ofte behov for differentiering i form af stofmængde,
anvendt tid, og antal nødvendige gennemgange. Efter
introduktionsfasen skal deltagerne tilegne sig det
nye stof – de skal arbejde med stoffet, for
at der bliver skabt forståelse for det nye – i
denne fase er det ofte væsentligt at tage hensyn
til deltagernes forskellige læringsstile, grad
af kompleksitet, forskellige intelligenser og deltagernes
evne til at arbejde selvstændigt med stoffet.
|
I
rodfæstningsfasen skal det nye stof ”lejre” sig
og blive til kendt viden som forstås og kan
relateres til andre fagsammenhænge. I denne
fase er det vigtigt at deltagerne bliver hjulpet
hele vejen rundt i læringscirklen (læs
mere om dette ved Kolb eller i læringsmaterialet
om læringsstile) Det er nu de deltagere, der
f.eks. har haft en aktivistisk tilgang til stoffet,
skal til at reflektere, fordybe sig og undersøge
om det lærte hænger sammen med praksis.
Deltagere med teoretisk tilgang til stoffet skal
hjælpes til at se på mulige praktiske
anvendelsesformer, anvende det lærte i praksis
og reflektere det lærte ind i kendte sammenhænge.
Her differentieres der ofte på lær selv
grad, tid og samarbejde.
I
anvendelsesfasen skal det netop rodfæstede
anvendes i praktiske sammenhæng. Gennem anvendelsen
opbygges der en rutine i det nye stof, der gør,
at den nye viden lagres i hukommelsen og kan findes
frem og genanvendes senere hen, uden at det er nødvendigt
med genlæring. Anvendelses fasen har ofte karakter
af gentagelser, og der kan med fordel differentieres
på samarbejde og tid. |